Timer i Google Docs
Det er nu muligt at indsætte en timer i Google Docs.
Den digitale timer kan bruges i stedet for eller sammen med en time-timer for de elever, der har brug for at kende start og sluttidspunktet på en opgave.
I mange år har jeg brugt timere fra YouTube på klassen store skærm, men da der er blokeret for YouTube på skolen, kan jeg kun tilgå YouTube, hvis jeg går inkognito – og eleverne udsættes for en masse reklamer, når man tilgår YouTube uden for Google for Education.
Nu kan jeg bare gå til et Google Doc og indsætte og tilpasse en timer der.
Du kan indsætte timeren på to måder.
Ved den ene metode går du op i “Indsæt”. Her vælger du “Smartchips” og herefter “Timer”.
Ved den anden metode stiller du dig i dokumentet, hvor din timer skal være. Herefter skriver du @ + timer. Timerfunktionen kommer nu frem af sig selv.
Som udgangspunkt er timeren som standard indstillet til 5 minutter. Det er dog ret let at ændre tiden. Når du klikker på timeren, kommer der en menu frem. Klik på menuen. Du kan nu indtaste den tid, du ønsker. Afslut ved at trykke på Enter.
Timerfunktionen er en del af de funktioner, der hedder smartchips. Dem kan du læse mere om her.