Christmas ads 2022
Så er årets engelsksprogede julereklamer kommet. Brug dem til hygge i starten eller slutningen af engelsktimen – eller brug dem til mere dybtgående analyse af kultur- og samfundsforhold.
De bedste reklamer er små novellefilm, der fortæller en gribende historie. Og det er ofte værd at lægge mærke til musik og sangtekster, der underbygger filmens budskab.
Årets temaer: Fattigdom og fodbold-VM
Flere af reklamerne har fokus på det kristne budskab: Vi skal hjælpe de, der er i nød.
John Lewis-reklamerne er altid værd at holde øje med, og i år handler fortællingen om en midaldrende mand, der øver sig på skateboard. Hans evner imponerer ikke, men det viser sig, at han og konen skal have et plejebarn, der står på skateboard. Han arbejder simpelthen på, at barnet skal føle sig velkommen hos parret.
McDonald’s fortæller også om en familie, der ikke har for meget at gøre med. Men de har hinanden, og så bliver det alligevel jul.
Årets helt store tåreperser er reklamen med den lille dreng, der prøver at smile uanset, hvor meget modgang han møder. Her skal julen holdes på et hjemløseherberg.
Supermarkedet Aldi har lavet 2 reklamer med guleroden Kevin i hovedrollen. Reklamerne hører sammen. Den ene reklame spiller på fodbold-VM og i den anden er der klare referencer til juleklassikeren Home Alone.
For os der er gamle nok til at huske TV-serien Mad Men, er der gensyn med Jon Hamm som julemand. Reklamen handler om fodbold – og julegaven vil være, hvis det amerikanske landshold vinder VM.
Fodbold-VM er også temaet i julereklamen fra Sports Direct, hvor koryfæer som Eric Cantona og Thierry Henri medvirker.
Jeg har samlet nogle reklamer i et slideshow, som du kan se nedenfor.
Hvis du har en Google-konto, kan du tage en kopi af årets slideshow.
Årets bedste julereklame er en tysker
En reklame, jeg ikke har inkluderet i slideshowet, er den fra det tyske discountsupermarked Penny. Den er jo ikke engelsksproget. Men den ret fantastisk alligevel. Verden er af lave. Der er klimakrise, krig, indvandrere, racister og fattigdom – og alligevel er der håb til sidst. Se den!
Same procedure as every year
Jeg skriver om julereklamerne næsten hvert år. Se tidligere års indlæg her: