Sikkerhed på nettet med Anders And
Da jeg var i Bilka i fredags, fangede mit øje, at der stod en holder med Anders And-Blade ved en Telenor-stander.
Det viste sig at være et gratis særnummer af Anders And omhandlende sikkerhed på nettet. Selv om jeg ikke købte et telefonabonnement, fik jeg lov at tage et par numre med af bladet. De havde ikke nok til at klassesæt, for så havde jeg taget det.
Uden at kunne love noget mente Telenorfolkene dog, at jeg kunne få tilsæt klassesæt, hvis jeg ringede til deres kundeservice.
Der er ingen tvivl om, at intet her i livet er gratis. Særnummeret er selvfølgelig også reklame for både Anders And & Co. og Telenor.
Jeg ved dog også fra mine egne børn, at de indtil en vis alder har elsket Anders And-bladet, så de har været motiverede for læsning. De har også tit spurgt om, hvad det og det ord betyder, så at læsningen af bladet har udvidet deres ordforråd, er jeg heller ikke i tvivl om.
I 7. klasse er Anders And & Co. ved at være passé, så det er fint med 2-3 blade i klassen. Men underviste jeg på mellemtrinnet, havde jeg prøvet at få fat i flere blade.