
Google Vids – videoredigering direkte i Google Drev
Hvis din skole har Google Workspace for Education, har I nu adgang til en videor-app. I kan redigere videoer direkte i drev. Ligesom med alle andre Google Apps kan man samarbejde med andre i realtid. Det bliver let for eleverne at lave videoprojekter sammen. Der er en indbygget tidsgrænse på 10 minutter for videoerne.
Google Vids fungerer meget på samme måde som Google Slides. Du kan indsætte tekst, billeder, videoer, animationer osv. Det store plus er, at du kan indsætte indtaling og downloade som mp4-fil.
I det nedenstående gennemgås kun det mest basale ift. Google Vids. Hen ad vejen tænker jeg, jeg introducerer flere funktioner.
Her finder du Google Vids
Du kan finde Google Vids på 3 måder. Alle 3 forudsætter, at du har en Google-konto, som du er logget ind på.
Metode 1: Via appvælgeren
Find App-vælgeren (de ni prikker, der ligner en belgisk vaffel). Klik på den og scroll ned, til du finder Google Vids-ikonet, som du klikker på. Navngiv dokumentet, som du plejer.

Metode 2: Gennem Google drev
Stil dig i den mappe, hvor videoen skal gemmes. Tryk på “Ny” og vælg Google Vids. Navngiv dokumentet, som du plejer.

Metode 3: Gennem URL
Skriv “vids.new” i adresselinjen, og du kommer direkte til Google Vids.

Skabeloner
Noget af det fede ved Google Vids er, at du kan lave en skabelon, som dine elever kan arbejde i. Du kan altså stilladsere den opgave, du gerne vil have, eleverne løser. Indsæt skabelonen i jeres læringsplatform og del den med eleverne.

Du kan bruge de skabeloner, der er i galleriet. Men umiddelbart er de ikke så velegnede til skolebrug.
Du ser skabelon galleriet, når du starter på en ny video.

Du kan også finde skabelongalleriet i menuen til højre.

Mere om menuen til højre
I højremenuen finder du flere af de funktioner, du også kender fra Google Slides.
Du kan fx indsætte tekst i flere størrelser. Men derudover er der også skabeloner til tekstlayout. Eleverne kan bruge disse til at få deres slides, eller scener som det kaldes her, til at se federe ud.

Som du kender det fra Google Slides, kan man også indsætte forskellige former og figurer. Også i Vids kan man skrive i figurerne ved at dobbeltklikke på dem.

Det er også i højremenuen, man finder en hurtig genvej til at indsætte billeder. Jeg vil anbefale, at man lærer eleverne at scrolle ned til Google billeder. De andre funktioner giver ikke umiddelbart så mange resultater.

Man kan uploade billeder. Man kan også indsætte billeder fra drev. Til dette skal man bruge knappen “drev og fotos” eller indsæt-funktionen i hovedmenuen.

Endelig kan eleverne lave voiceover til deres scener. Her trykker man på optageknappen i menuen i højre side.
Her præsentereres man for flere muligheder:
Kamera: Her optages eleven med skærmkameraet og det hele indsættes i scenen.
Skærm og kamera: Her kan man optage skærmen samtidig med at elevens også optages. Man kan ændre på størrelsen af optagelsen af eleven. Optagelsen kan også flyttes rundt, så den er mest hensigtsmæssigt i skærmbilledet.
Skærm: Her optager man kun skærmbilledet og elevens speak. Denne funktion kendes fra mange andre skærmoptager-apps.
Voiceover: Her optages elevens stemme.

Noget af det smarteste ved Google Vids er, at eleverne kan have deres manuskript eller stikord sammen med deres scener. Har du lavet en skabelon til eleverne, er det også her, du kan skrive instruktioner til dem ift., hvad de skal have med til hver enkelt scene.

Lav det hele til en film
Har du lavet en skabelon til dine elever, som de skal aflevere i deres læringsplatform? Det letteste er helt klart bare at trykke på afspilknappen i øverste højre hjørne. Nu afspilles filmen helt automatisk.

Alternativ kan filmen også downloades i MP4 format under “Fil”

Kan vi så droppe Wevideo?
Nu hvor der er simpel videoredigering i Google drev, vil en skoleleder sikkert spørge. De vil gerne vide, om det er muligt at spare SkoleTube og Wevideo væk. Hertil tænker jeg helt klart NEJ. Google Vids er pt. meget simpel, og der er en del funktioner, der mangler, hvis man vil lave fed video- eller podcastredigering. Herunder savner jeg muligheden for at lave flere spor, en lettere måde at indsætte lydfiler, musik osv.
Til gengæld tænker jeg, at Google Vids er lettere at bruge for yngre elever. Det er også lettere at dele skabeloner med eleverne. Og man er fri for at lave afleveringskanaler osv. i SkoleTube.