Jeg kan se, at mine elever trænger til at øve sig i at skrive.

Det handler ikke om at lære teksttyper og genre (OK, jo det gør det også). Men det vigtigste er simpelthen, at de får nogle kilometer i fingrene. De har svært ved at finde på, og de har svært ved at få skrevet noget.

Når jeg bruger draftback til at analysere, hvordan de skriver, kan jeg se, at nogle af dem bruger 20-25 minutter på en skriftlig opgave. De har 3½ time til afgangsprøven. De skal simpelthen vænnes til at skrive mere.

Vi har 20 minutters morgenbånd på skolen. Normalt bruges de på læsning. Men jeg har bestemt, at I december skriver vi.

Jeg har ledt på nettet, ladet mig inspirere og lavet 24 skriveoplæg omhandlende jul.

Planen er, at vi starter med at skriveoplæg. De får 2 minutters makkersamtale til af finde ideer at skrive (med timer på smartboardet). Herefter er der 3 minutters hurtigskrivning i TheMostDangerousWritingApp. Når tiden er gået, eksporteres hurtigskrivningen til Google Docs, hvor de får resten af morgenbåndet til at skrive i. Herefter afleveres teksten. Bum!



Jeg har ikke planer om andet end at skimmelæse teksterne. Jeg kan godt finde på at bruge nogle af dem til noget fokusarbejde (f.eks. sæt komma i denne tekst), hvor forfatteren vil være anonym for de andre i klassen. Det ved jeg ikke endnu.

Her finder du de 24 skriveoplæg

Jeg har flere ordblinde elever i min klasse. For dem vil det være en pine at skulle skrive i TheMostDangerousWritingApp. Normalt ville jeg sende dem ud på gangen og indtale deres hurtigskrivning i Google Docs. Det kommer ikke til at ske i år (Corona). I stedet må de gå udenfor med deres telefoner og lave hurtigskrivning ved at indtale i Google Docs.


Eleverne skal have Google Docs som app på deres telefoner. Har de iphone, har de automatisk mikrofon i standardtastaturet. Har de android-telefon, skal de vælge G-board tastatur.



Jeg overvejer måske at lade hele klassen gå udenfor og tale-skrive nogle morgener, hvis vejret er tørt og klart. Nu får vi se.

  • Share: