Træn læsehastighed med Readsy
I min 7. klasse træner vi læsehastighed. Vi bruger klassiske øvelser som 5-5-5-læsning og a-b-c-læsning.
For flere af eleverne er det dog svært at slippe af med deres indre stemme, når de læser, og det bremser deres hastighed – specielt ved skimmelæsning, hvor de jo skal sortere informationen og ikke tage alt ind.
For disse elever kan siden readsy.co være en hjælp.
Man uploader en tekstfil (pdf) eller kopierer tekst ind.
Sådan uploader du en pdf-tekst-fil
Sådan kopier du tekst ind
I en læseboks vises teksten så med et ord ad gangen. Eleven kan selv tilpasse hastigheden.
Se hvordan man læser og regulerer hastighed
Jeg har forinden givet mine elever spørgsmål de skal finde i teksen.
Kunsten er så, at de skal læse så hurtigt som muligt for at finde informationen; men de skal også lære at sortere alt det fra, som de ikke skal bruge.
Du kan uploade en tekst og dele URL’en med dine elever.
Jeg troede lige, jeg var smart, så jeg lavede 5-6 tekster på forhånd til mine elever, hvor jeg lagde URL’en ind i MinUddannelse.Men desværre lever linket ikke så længe. Min erfaring siger 1 time eller 2.
Så skal man forberede noget over flere dage, skal man måske lægge en PDF ind i stedet, så eleverne selv kan uploade teksten.
Programmet er gratis. Har man ikke oprettet sig som bruger, kan man vælge at læse mellem 200 og 400 ord i minuttet.
Har man oprettet sig som bruger, kan programmet læse mellem 50 og 800 ord i minuttet. Det er stadig gratis at bruge programmet, og der registreres ikke andet end en mail-adresse og et selvvalgt password.
Men pga. GDPR-reglerne må vi ikke bede eleverne om at oprette sig som brugere – medmindre skolen har en databehandleraftale med firmaet bag. Vi kan opfordre forældrene til det; men vi må også 100% acceptere, hvis de ikke tillader, at deres barn har en brugerkonto.