Story Cubes og Google Slides
Hvis du er sproglærer, har du sikkert hørt om Rory’s Storycubes
Story cubes er terninger, der i stedet for et antal øjne har tegninger/ikoner. Når man så slår med terningerne, kan man bruge dem som grundlag for en historie på dansk, engelsk, tysk eller et helt fjerde sprog.
De originale terninger er ret dyre, men jeg har fundet nogle kopi-versioner i Tiger, som jeg fik lov at indkøbe 8 sæt af til sprogundervisningen. Her hedder de bare fortælleterninger i stedet for storycubes, og der er 6 terninger i et sæt i stedet for 9. Same-same, but different.
I Matt Materas bog “Explore like a pirate” blev jeg inspireret til at bruge terningerne på en helt anden måde.
Her bruges en terning til at forklare et begreb i en læst lektie. Eleverne skal bruge deres fantasi, og de skal forstå teksten for at kunne bruge ikonet.
Jeg legede lidt videre med tanken. Hvorfor dog kun bruge en terning?
Og hvordan fik eleverne visuelt formidlet videre, hvilke terninger de havde fået i et rul på en hurtig og effektiv måde?
Jeg fik en ide, som jeg afprøvede i en historietime i 9. klasse.
Eleverne havde læst forskellige tekster hjemme om den kolde krig på Gyldendals historieportal.
De blev delt i grupper, og hver gruppe fik et sæt fortælleterninger.
På baggrund af de 6 billeder, de slog, skulle de sammenfatte de vigtigste pointer i det læste i et Google Slide.
Jeg havde lavet en master til opgaven, som jeg delte med eleverne. Et slide pr. gruppe.
Jeg viste dem dog først en video om, hvordan slidesene fungerede. Som en elev sagde: “Hvis man kunne få en Oscar for verdens kedeligste stumfilm…”
De måtte dog udholde de to minutters pinsel (men hvis du ser filmen, sker der nok ikke alverden ved, at du sætter hastigheden op, vel?)
Eleverne fik på 10 minutter lavet nogle ret gode og sjove slides, og jeg har fået lov at vise dem her.
Jeg synes, de havde forstået opgaven ret godt i første forsøg.
Jeg har lavet en basis-skabelon i storycubes. Den er du velkommen til at tage en kopi af her. Du skal være logget ind på google for at kunne tage en kopi.