Husk at tjekke tidligere prøver på Prøvebanken
Underviser man i udskolingen kan det være en god ide at tjekke prøveoplæggende på Prøvebanken.dk i maj og december, når årets prøver offentliggøres. Kører man i et rul på 7., 8. og 9. kan der ske meget på de 3 år, der går, inden man igen fører til prøve.
Decemberprøverne er lette at overse på Prøvebanken. De bliver ikke brugt af mange af os – i modsætning til prøverne i maj, som langt størstedelen af landets 9. og 10. klasser sveder over.
Men det kan være en rigtig god ide at kigge på decemberprøverne. Dels findes der ikke så mange færdig besvarelser ude på nettet (kan I huske at eleverne brugte det før ChatGPT?), men også fordi nye tendenser og opgavetyper nogle gange kan ses i decemberprøverne, før de kan ses i majprøverne.
Et eksempel er året læseprøve fra december 2024.
Normalt er vi vant til, at en læseprøve indeholder 5 tekster med hver ti spørgsmål. Men til majprøven i 2024 var der 6 tekster og 6 opgaver. Dog stadig med 50 spørgsmål.
Til årets decemberprøve er der fortsat 50 spørgsmål, men der er 6 opgaver til 7 tekster. Til en af opgaverne skal man nemlig læse 2 tekster i stedet for en. Også antallet af spørgsmål varierer i opgaven fra 3 til 11 spørgsmål.
Opgaverne skal altså gribes anderledes an, end vi har været vant til. På godt og ondt.
Havde du ikke elever til afgangsprøve i foråret, kan det også være en god ide at tjekke prøven i retskrivning fra maj 2024. Her er der kun en diktatdel, hvor der plejer at være 2.
Sådan var det også til decemberprøven i både 2023 og 2024. Men det er selvfølglelig ingen garanti for, at det vil være sådan til prøven i maj 2025.
Derudover var der en ny opgavetype i maj 2024-prøven, hvor man skulle finde det ord, der passede bedst ind i sammenhængen.
Summasummarum: Det er klogt at holde sig ajour – også de år, man ikke selv har elever til prøve.