Hygiejnisk og corona-venligt brætspil
Jeg har lavet et gåsespil til mine elever. Eleverne har hjemme arbejdet med ordsprog og talemåder, og spillet er tænkt som en sjov repetition af ordsprogene.
Spillet spilles i Google Slides, da eleverne jo kan være alle kan være til stede i dokumentet på samme tid.
Spillebrikkerne er placeret ude i siden, hvor de kan hentes ind på brættet med musen. Det er så vigtigt, at er ikke spilles i præsenter-mode.
For at alle kan se terningeslaget, så der ikke er anklager om snyd, her jeg inkorporeret en digital terning, der er ved siden af “Hjælp” i Google Slides menulinje.
Teksten er godt nok på engelsk, men jeg tænker, at det finder eleverne lynhurtigt ud af – også selv om de er ret unge.
Vil du spille gåsespil med ordsprog med dine elever, kan du tage en kopi af spillet her.
Terningen har jeg fundet hos superdygtige Alice Keeler, der har en skabelon til et endnu simplere brætspil.
Har du lyst til selv at lave et spil – eller skal dine elever selv lave spørgsmål, finder du en skabelon med vejledning her.
Alle illustrationer i spillet har jeg hentet fra nounproject.com.
Jeg har tidligere skrevet om gåsespillet, som jeg blev voldsomt inspireret til ved at følge Eva Pors’ fremragende blog 111variation.
Endnu en gang var det et opslag fra selvsamme gymnasielærer, der satte tanker i gang hos mig. På sin blog havde hun skrevet om virtuelle brætspil i Onenote.
Onenote bruger jeg ikke, da min skole er Google Education-skole. Men det har vist sig, at ideen problemfrit kan overføres til en anden platform.
Hej
Tak for inspiration til online gåsespil!
Jeg har forsøgt at lave et gåsespil ud fra din skabelon med vejledning. Spillet er blevet rigtig fint, men… da jeg afprøvede det i praksis sammen med en kollega, kunne vi ikke se hinandens “terningekast”, når vi trykkede “roll die”. Vi kunne hver især se vores eget terningekast som en pop-up, men altså ikke følge med i, hvad den anden slog. Vi spillede i edit-mode, ikke i præsentations-mode. Hvad gør vi forkert?
Mvh. Marie
Hej Marie
Du har da fuldstændig ret.
Jeg har ikke været opmærksom på problemet, da jeg brugte spillet i foråret, da mine elever var kommet tilbage efter nedlukning.
Løsningen må være, at en af eleverne deler sin skærm i Meet, og det så er den elev, der altid slå med terningen for alle i gruppen.
Lise