Til eksamen i skriftlig fremstilling i dansk kender den beskikkede censor ikke elevernes rigtige navne, da eleverne kun identificeres med deres unilogin.

Der er dog mange opgaver, hvor eleverne skal angive et navn i deres besvarelse. Det kan f.eks. være i form af en byline.

Selv om man som lærer siger til sine elever mange gange, at de skal bruge et fiktivt navn, er min erfaring, at en del glemmer det i prøvesitutationen.

I princippet kan det være ligegyldigt, for den beskikkede censor skal betragte navnet som fiktivt, når der bedømmes.

Men rent didaktisk tror jeg på, at det kan være fint at gøre noget ud af at arbejde med personaer i forhold til opgaver i skriftlig fremstilling. Enktelte elever har nemlig ikke den store forestillingsevne. Derfor kan det være en hjælp og støtte for dem i forhold til at forstå, at skrivesituationen er fiktiv, hvis man insisterer på, at de skal skrive med en fiktiv afsender.

På et kursus i foråret talte jeg med en anden dansklærer, der præsenterede mig for en fremragende ide. Hendes efterskole-elever startede altid skoleåret med at lave et visitkort på den persona, de skulle lave alle deres skriftlige opgaver med.

Jeg har tyvstjålet ideen og lavet en visitkortopgave til min 8. klasse. De skal starte skoleåret med at lave et visitkort.

Den, der arbejder, lærer

I virkeligheden står der intet i opgaven, som jeg ikke kunne fortælle mine elever på 3 minutter. Jeg vil dog gerne have, at de læser instruktionerne selv.

Dels fordi jeg i forvejen taler rigeligt – og hvor meget af det, man hører, er det lige, man husker?

Dels for at eleverne skal arbejde med at læse og følge instruktioner – det er jo også en del af prøven i skriftlig fremstiling.

Selv om instruktionsteksten er kort, har jeg dog lavet opgaver med før og efter læsning til teksten. Umiddelbart tænker jeg, at eleverne samler op på spørgsmålene i grupper fremfor plenum. Jeg oplever, at elverne siger mere i små grupper.