På vej ud af døren fra arbejde spurgte en af mine kolleger, om jeg kunne anbefale en god navnevælger.

Der er forskellige versioner af spin the wheel programmer. Jeg bruger oftest den fra flippity.net selv.

Men min kollega er matematiklærer, og jeg skulle da have vist ham, at han bare kan bruge Google Sheets. Det havde været blæret, ikke?

Start med at skrive elevnavne i en kolonne i Google Sheets



Før eller efter kolonnen indsætter du numre (se her, hvordan du kan gøre det ret smart).



Stil dig i en tilfældig celle og skriv følgende:

  • = (lighedstegn)
  • Funktionen SLUMPMELLEM – her vil Google Sheets autoudfylde
  • ( (parantes start-tegn)
  • Første tal i intervallet i talkolonnen
  • ; (et semikolon)
  • Sidste tal i intervallet i talkolonnen
  • ) (parantes sluttegn)

Sagt på en anden måde: Har du numrene 1-20, skal din formel i cellen være =SLUMPMELLEM(1;20). Har du numrene 1-40, skal formlen være =SLUMPMELLEM(1;40) osv.



Når du skal trække et nyt nummer, trykker du på refresh-knappen i øverste venstre hjørne af chromebrowseren.



I virkelighedn var dette med at trække lod i et regneark, et behov jeg fik, da jeg arbejdede på en musikbingo i starten af skoleåret.

Her var der links til soundbites i et regneark; men hvordan skulle jeg lige trække lod uden at have 1000 skærme og remedier i brug?

Løsningen kom fra knalddygtige Helle Skånstrøm Stjerneby, der er bl.a. matematiklærer og noget af en teknikbetvinger. Tak for hjælpen. Nu kan vi køre bingo i 9. klasse.



Nogle gange driller refresh-knappen. Helle har så lært mig det trick at skrive noget i en celle og trykke på enter. Jeg skriver bare senest trukne nummer i en celle under lodtrækningen, og så trækker systemet et nyt nummer.

  • Share: