Det nye år starter med fortsat virtuel undervisning.

Er man Google Education-skole vil det digitale klasseværelse være Google Meet.

Hos os blev vi skarpe på Google Meet i foråret 2020; men i efteråret kom der nye og nyuddannede kolleger til, der havde lidt bøvl med Google Meet. Dertil er der kommet ændringer i app’en, så derfor her en opdateret version af, hvordan programmet bruges.

Først og fremmest opretter jeg altid mine Meets gennem Google Kalender. Så er linket nemlig altid fast, og jeg kan som lærer både mute og fjerne mødedeltagere. Opretter man et Meet direkte i app’en har alle mødedeltagere de rettigheder. Men det er nu engang mest praktisk, at det ligger hos læreren, ikke?

Når jeg har oprettet et Meet i kalenderen, duplikerer jeg det og ændrer evt. navn og dato.

Alle duplikerede Meets har samme mødelink uanset navn og dato for mødet.

Jeg har lavet en guide til, hvordan du opretter og duplikerer Meets gennem Google kalenderen. Du får guiden som PDF-fil her, hvis du har brug for at printe den.



Del link til Meet med dine elever

Du går ind i Google Kalender og finder det aktuelle møde. Klik på mødet og før musen henover teksten “Deltag i Google meet.”

Der kommer nu et ikon med to firkanter til højre for teksten. Når du klikker på ikonet, kopierer du linket til mødet. Linket kan du så indsætte i MinUddannelse, dele på Aula, eller hvad I nu har bestemt jer for på jeres skole.

Hos os har vi valgt, at alle fag i en klasse som udgangspunkt bruger samme Google Meet/samme link. På den måde har eleverne kun et link at forholde sig til.

Når linket først er oprettet Google Kalender, er det permanent. Det betyder, at det også kan bruges på andre tidspunkter, end det det er oprettet på i kalenderen.

Linket kan tilgås både tirsdag og torsdag, selv om det står i kalenderen en onsdag.



Find dine Meets i Google Meet app’en

Når du har indsat et møde i Google Kalender, vil det også automatisk være i Google Meet App’en; men først på den aktuelle dag.

Fordelen ved at have sine Meets kalenderen er derfor, at når du skal finde mødet, skal du ikke først finde linket i Aula, på MinUddannelse osv. Du skal blot finde app’en.

App’en finder du ved at logge dig ind på Google og derpå finde den i App-vælgeren. Den der ligner en belgisk vaffel i øverste højre hjørne.







Herefter vælger du Google Meet-ikonet. Hvis ikonet er langt nede, så husk at du kan rykke rundt på appsene, så de hyppigst brugte altid står øverst.



Når du så er på App’ens forside, vil møderne stå i rækkefølge. Du klikker så blot på det møde, du vil deltage i.

Når mødets sluttid i kalenderen er overskredet, vil mødet ikke længere være på Google Meet forsiden.



Opret Meet i Google kalender med et link, du ikke selv har oprettet.

Da jeg underviser i flere klasser, skal jeg i sagens natur også forholde mig til links, som andre lærere har oprettet til Meet i deres klasser. Som nævnt foretrækker jeg, at alle mine Meets er i Google kalender, fordi jeg derved let kan finde dem i Google Meet App’en.

Jeg har lavet en guide til, hvordan du indsætter links fra andres Meet i egne møder i Google Kalender. Du får guiden som PDF-fil her, hvis du har brug for at printe den.



Ændringer i Google Meet siden foråret 2020

Som nævnt er der kommet en række ændringer i Google Meet siden foråret. Nedenfor kommer en kort introduktion til de vigtigste.

Ræk hånden op-funktion

Jeg har tidligere skrevet om et tilføjelsesprogram, hvor man fik en ræk hånden op-funktion. Google har heldigvis lavet deres egen.

Du finder i nederste højre hjørne af skærmen.



Du kan se, hvem der rakte hånden op ved at gå ind i oversigten over personer i øverste højre hjørne af skærmen.



Under håndsoprækninger kan du se navnet på de, der har rakt hånden op. Er der mere end en, vil de stå i rækkefølge.


Du fjerner en håndsoprækning ved at klikke på hånden.



Værtsfunktioner

Har du oprettet mødet gennem Google Kalenderen har du adgang til en række værtsfunktioner.

Du finder værtsfunktionerne ved at klikke på personoversigten i øverste højre hjørne af skærmen.


Herefter klikker du på værtsfunktionerne.



Du kan nu tænde/slukke for, om de øvrige deltagere kan dele deres skærm og afsende chatbeskeder.


Hvis du trykker på “Se alle værtsindstillinger, ” får du nedenstående skærmbillede.

Som du kan se, kan du de-aktivere funktionen hurtig adgang. Det betyder, at kun personer, du har inviteret eller givet tilladelse til at deltage i mødet kan deltage.

Nogle elever har fundet det morsomt at dele mødelinks til Gud og hver mand – og lærere har oplevet deres møder saboteret af fremmede elever fra andre skoler. Det er slut nu.



Skift baggrund

Elever (og lærere) kan nogle gange have det skidt med at vise privatboligen frem. Der er nu mulighed for at sløre baggrunden, så det ser ud som om, man er i et pænt opryddet køkken eller på en lækker strand fremfor i et halvrodet hjemmekontor eller et børneværelse med fodboldsengetøj.

Klik på de tre prikker i nederste højre hjørne.



Vælg “Skift baggrund.”




Vælg den baggrund, du ønsker. Du kan vælge, hvor sløret den rigtige baggrund skal være; men vær opmærksom på, at det koster i hastighed.



Se flere elever på en gang/gittervisning

I foråret brugte jeg tilføjelsesprogrammet “Grid view,” men nu er det heldigvis muligt at se flere elever på en gang i en indbygget funktion. Læs mere om det her.


Mute en elev

Er der elever, der ikke kan finde ud af kun at tale, når de har ordet, kan du slukke for elevens mikrofon.

Gå ind i personoversigten i øverste højre hjørne.


Klik på de tre grønne prikker. Du får nu mulighed for at afbryde lyden.



Fjern en deltager fra mødet

Det kan desværre være nødvendigt at fjerne deltagere fra et møde.

Gå ind i personoversigten i øverste højre hjørne.



Klik på navnet på den person, der skal fjernes fra mødet.



Klik nu på “Fjern fra mødet.”

Gruppearbejde i Meet

Har man Google Enterprise for Education, kan man oprette undergrupper i et Meet, så eleverne kan lave gruppearbejde. Mødeværten kan lukke for grupperne efter et fastsat tidspunkt, hvorefter mødedeltagerne vender tilbage til det oprindelige møde.

Det er supersmart, og det fungerer virkelig godt i praksis. Desværre koster Enterprise penge i en grad, at det er mere nice to have end need to have (medmindre virtuel undervisning trækker meget ud).

Det findes dog en omvej.

Jeg har lavet en vejledning i, hvordan du laver grupper til Google Meet. Har du brug for at få den printet ud, finder du den her som PDF.

Grupperne kan du naturligvis duplikere, som jeg har vist øverst i dette indlæg. Så kan du bruge de samme gruppelinks igen og igen.

Jamboard

Google Jamboard er nu integreret i Google Meet. Men det får sin helt egen blog-post en af de næste dage.

Optag møder

Af mange årsager kan det være praktisk at optage på Google Meet.

Jeg har tidligere lavet en vejledning til skærmoptagelser i Google Meet, og det er mere eller mindre sådan man gør, når man optager et møde.

  • Share: