Indsæt tekst uden formatering
Har du prøvet at kopiere en tekst ind i et dokument, hvor det bliver meget tydeligt, at teksten er kopieret ind fra et andet sted?
Hvis du bare kopierer og indsætter teksten, beholder den nemlig formateringen fra det oprindelige dokument.
Du kopierer sikkert normalt ved at bruge musen og vælge funktionerne “Kopier” (genvejstaster Ctrl +c) og “Indsæt” (genvejstaster Ctrl+v).
Så begynder man at rette teksten. Det er besværligt og tager tid. Man kan selvfølgelig bruge malerrullefunktionen, men vidste du, at du kan indsætte kopieret tekst, så det fuldstændig ligner den tekst, der i forvejen er i dokumentet?
Du gør som ovenfor. Markerer og kopierer teksten, men i stedet for at højreklikke og vælge “Indsæt,” vælger du i stedet “Indsæt uden formatering” (genvejstasterne er CTRL+Shift+v).
Funktionen er virkelig nyttig, når man bare skal kopiere tekst uden at have billeder og andet med.
Men hey! Tøv en kende med at vise fidusen til elever. Det ødelægger jo helt fornøjelsen ved at tage dem i snyd, når det er tydeligt at se, at de har kopieret fra nettet, fordi afsnit af teksten umotiveret har en anden skrifttype og størrelse.
Funktionen virker selvfølgelig i alle former for Google-dokumenter.