Det er nu muligt at synkronisere din Aula kalender med andre digitale kalendere, f.eks. Googles kalender.

Det er en funktion, der var krav om i udbudsmaterialet til Aula, så man må sige, at det i den grad er på tide, at den er kommet.

Jeg synes, det er rart, at jeg kan vælge at se min arbejdskalender i min private Google Kalender. Det er været noget bøvlet at skulle logge ind på flere kalendere, når jeg har skullet tjekke, om der var clash mellem private aftaler og arbejdsaftaler.

Synkroniser din Aulakalender med din Google Kalender

Trin 1: Log ind på Aula og find kalenderen. Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne.



Trin 2: Vælg “Kalendersynkronisering.”



Trin 3: Sæt nu flueben i de begivenheder, du gerne vil have vist i din Google Kalender. Vælg herefter “Gem kalenderlink.”



Trin 4: Klik på “Kopier link” under årskalender.



Trin 5: Log ind på din Google-konto og find Google Kalender i din App-vælger (den der ligner en belgisk vaffel),

Trin 6: I venstre side af kalenderen, finder du en oversigt. Her vælger du andre kalendere.



Trin 7: Tryk på plusset for at tilføje en anden kalender.


Trin 8: Her vælger du “Fra webadresse.”



Trin 9: Indsæt nu den webadresse, du kopierede fra Aula og tryk tilføj kalender.

Gentag nu trin 1-9 – bortset fra, at du i trin 4 skal kopiere linket fra ugekalenderen i stedet for årskalenderen.

Hvor godt virker synkroniseringen så?

Well, som alt andet Aula virker det så som så. Det vil sige egentlig ikke ret godt. Det forekommer bøvlet, at man både skal synkronisere en årskalender og en ugekalender. Hvorfor denne skelnen? Det giver ikke mening.

Aula får sine data om skema osv. fra Trio. Når jeg kigger på det, jeg har adgang til i Trio, er der fin overensstemmelse med det, jeg ser i Aula. Men når jeg ser på min Aula Kalender i min Google Kalender, har jeg flere lektioner på samme tid. Jeg tænker, der er fordi, der på et tidspunkt har ligget et andet skema i Trio.

Hvis man ser på mit skema for om tirsdagen, så har jeg i en periode haft faste ugentlige møder i mit skema fra 15-16. Det har jeg ikke længere, men det fremgår alligevel i den kalender, der er synkroniseret i Google Kalender, selv om det hverken fremgår af Trio eller Aula Kalenderen.

Og når jeg alligevel ikke kan stole på det, der er i den synkroniserede kalender, så bliver funktionen jo alligevel i praksis håbløs og ubrugelig.

Heller ikke denne gang er jeg imponeret af Aula.


Se din private Google Kalender i din arbejdskalender

Som nævnt har jeg en privat Google Konto, som jeg har valgt at tilknytte til min Google Kalender på min skole-Google-konto (men ikke omvendt).

Det har jeg gjort ved at følge trin 5-7 ovenfor. Under trin 8 har jeg så valgt det menupunkt, der hedder “Abonner på kalender.” Her har jeg så tilføjet min private gmail-adresse. Jeg kan nu se alle mine aftaler inkl. skolemøder i en og samme kalender.

Hvis jeg ikke gider se min min arbejdskalender, når jeg har fri, skifter jeg bare konto på min telefon, så jeg kun er logget ind på den private konto.

  • Share: