Extensions kender du nok mest som noget, man sætter i håret, når man ikke har tålmodighed eller biologi til at få rigtigt langt hår.

Når talen falder på Google Chrome (browseren) er det dog noget helt andet.



Slår man op i ordbogen, betyder extension udvidelse eller forlængelse.

Extensions er altså små programmer, der udvider funktionaliteten af Chrome-browseren eller de apps, du åbner i Chrome. På dansk kalder man det tilføjelsesprogrammer eller udvidelser.

Du finder tilføjelsesprogrammerne under puslespilsbrikken i øverste højre hjørne af browserbilledet.

Det kan være en fordel for dig eller dine elever, hvis de hyppigst brugte udvidelser, er synlige i din menulinje. Dels er der hurtigere adgang, og dels husker man lettere at bruge programmerne, når de ikke er ude af øje.



Når du klikker på puslespilsbrikken, får du en drop-down-menu med en oversigt over alle dine udvidelser. Ud for hvert tilføjelsesprogram er der et ikon med en tegnestift. Klik på tegnestiften, og den går fra hvid til blå. Alle programmer med blå tegnestift, vil være synlige i din browser.

Er du ansat eller elev på en skole i Hedensted Kommune har Center for Pædagogisk Udvikling (CPU Hedensted) allerede lagt en del udvidelser ind til dig. Det er f.eks.

  • Appwriter (læse-/skriveteknologi)
  • TxtAnalyser (stavekontrol med mere)
  • Cisco Umbrella Chromebook Client (virusbeskyttelse med mere)
  • OS2faktor Chrome Extension (Så man kan logge på Aula uden at skulle bruge Nem-ID hver gang)
  • Mathsolver (det må være noget, man bruger i matematik)
  • Chrome Remote Desktop (jeg tænker, det er til fjern-support)

Disse udvidelser kan du ikke selv fjerne.

Men du kan også selv tilføje udvidelser. Jeg tidligere skrevet om tilføjelsesprogrammerne Draftback og Mercury Reader.

Du finder tilføjelsesprogrammer i Chrome Webshop.

Du skriver navnet på udvidelsen i søgefeltet.

Herefter klikker du på programmet i oversigten og vælger “Føj til Chrome.” Jeg læser altid beskrivelser og anmeldelser, før jeg tilføjer.

Det smarte ved udvidelserne i chromebrowseren er, at de (næsten) er uafhængige af device. Hvis blot du sørger for at have synkroniseret din Google-konto, følger det hele med, når du logger ind på chromebrowseren. Også på Windows og Mac.

  • Share: